Stramt tungebånd
Stramt tungebånd er noget vi har stort kendskab til her hos Den gode barsel. Både pga private erfaringer, men især gennem vores arbejde med ammevejledning ude hos familierne. Vi besøger nemlig mange familier, som mistænker stramt tungebånd grundet deres ammeproblemer. Familierne har forsøgt at finde svar og hjælp andre steder, men er ikke lykkedes med dette. Vi ser derfor mange børn som har stramt tungebånd – mange flere end der statistisk anslås. Ifølge SST fødes der mellem 11-22% børn med stramt tungebånd, men vi oplever helt klart en højere procentdel. Vi skal dog huske på, at vi jo kun møder de familier, som har problemer med amning eller flaskegivning. Vi kommer jo ikke ud til familier hvor amningen fungerer fint.

Et stramt tungebånd (også kaldet ankyloglossi) er en medfødt fysisk tilstand, der begrænser tungens bevægelighed. Denne begrænsning kan ofte forårsage en række problemer. Stramt tungebånd tyder på at være arveligt.
Tungebåndet er bindevæv, der forbinder tungen med mundgulvet. Nogle babyer med stramt tungebånd oplever lidt eller ingen problemer med at amme eller tage flasken. Hos andre kan det besværliggøre amme- eller flaskemåltidet, fordi tungen ikke kan bevæge sig frit. For at amme godt skal babyen kunne tage både brystvorten og en god del brystvæv ind i munden, så brystvorten lander dybt i babys mund. Tungen skal dække den nedre gumme, så brystvorten ikke bliver beskadiget, og tungen skal svøbe brystet. Tungen skal også kunne bevæge sig frit for at overføre mælk effektivt fra brystet. Dvs, at tungen både skal kunne komme op og ned, fra side til side, og ud over underlæben.




Stramt læbebånd
Et stramt læbebånd er en tilstand, hvor overlæben er begrænset og ikke kan bevæge sig normalt. Dette kan skabe vanskeligheder med amning eller når barnet får mælk fra flaske, derfor har læberne altså en vigtig funktion, og den viden er desværre ikke så udbredt blandt faggrupper.
Man mener at der i 90% af tilfældene med stramt tungebånd også er et stramt læbebånd.
Når vi kigger på barnets sutteteknik, kigger vi både på tungen og læbebåndet. Tungen laver den primære forsegling om brystet, og læberne, det sekundere. Læbernes funtion er lave en forsegling og lukke tæt omkring brystet eller flasken.
Hvis barnet ikke kan lukke tæt nok omkring med læberne, så følgende ske:
- Smertefuld amning for mor
- Mindre gab over brystet, hvilket betyder at barnet vil sutte yderligt.
- Barnet spilder mælk ved brystet eller flasken.
- Sluger megt luft under amning eller flasken, og det kan generere barnet, så det påvirker barnets generelle trivsel, fx med dårligere søvn, luftbetinget reflux, utilpashed i egen krop mv.
- Hopper af og på brystet, da det er svært ved at fastholde vakuum.
- Glider af brystet og barnet skal derved bruge kompensering for at blive på brystet, fx ved at suge med læberne. Der er hårdt for barnet i længden, samt det kan være smertefuldt for moderen. Dette medfører at barnet kan blive hurtigt træt under amningen eller vred på brystet, og derved ikke får suttet tilstrækkeligt.
- Utilstrækkelig mælkeindtag og dermed vægttab hos barnet.
- Vanskeligheder med tandbørstning – det kan gøre ondt på barnet, hvis tandbørsten rammer læbebåndet.
- Afhængig af graden af læbebåndet, kan det have betydning for tandstillingen.
- Føre til mellemrum mellem de blivende tænder.




Vurdering af stramt tunge – og læbebånd
Hos Den gode barsel er vi uddannet i at vurdere stramt tunge- og læbebånd samt at undervise i styrkeøvelser og aftercare efter klip.
Under en session udfører vi en mundfunktionel undersøgelse, og vil gerne se en amning eller et flaskemåltid, så vi kan samle alle brikkerne og vejlede jer bedst muligt. Det er ikke nok kun at se på tungen.
Ved undersøgelsen kigger vi på følgende:
- Det visuelle
- Det funktionelle
- Symptomerne hos mor og/eller barn
Vi følger de danske kliniske retningslinjer (Tabby), men bruger også andre metoder for at kunne vurdere korrekt.
Ingen forløb er ens, derfor er vores anbefalinger altid skræddersyet til lige netop jer, ud fra det vi observerer og det I fortæller os.
Hvis vi har vurderet at jeres barn har stramt tunge- og/eller læbebånd, vejleder vi jer, i samarbejde med jer, i hvad de næste skridt kunne være. Dette involverer ikke altid løsning (klip) af tungebånd eller læbebånd. Stramt tungebåndsproblematikken er kompliceret og kræver meget ofte, at flere fagpersoner og -grupper er ind over forløbet.
Vi ved, at livet med en baby med stramt tungebånd langtfra altid er nemt.
Vi støtter jer derfor, gennem samtale, da det kan være udfordrende at skulle igennem et forløb med klip af tunge- og/eller læbebånd.
Synlige tegn på stramt tungebånd kan være:
- Hjerteformet tunge.
- Tungespids når ikke op til ganen.
- Skålformet/firkantet tunge ved gråd.
- Tungen kan ikke nå over gummen og læben.
- Åbentstående mund under søvn.
- Lavtliggende tunge under gråd
- Meget vigende hage.
Symptomer hos MOR:
- Sår på brystvorterne.
- Smerter ved amning under hele amningen.
- Vabler på brystvorterne.
- Smertefuld nedløbsrefleks.
- Følelsen af at brystet aldrig bliver tømt.
- Tilbagevendende brystbetændelser.
- Tilbagevendende svamp.
- Faldende mælkeproduktion hos mor
- Nødt til at bruge ammebrikker selvom brystvorter ikke er flade eller indadvendte.
Symptomer hos BARN:
- Stort vægttab efter fødslen (over 10%).
- Langsom eller stagnerende vægtøgning.
- Kraftige suttevabler på både over og underlæber imellem amningerne.
- Bider/klemmer brystvorten.
- Gumler i stedet for at malke brystet.
- Svært ved at holde vakuum på brystet/flasken (hopper af og på).
- Klikker under amningen (hele måltidet igennem).
- Meget lange amninger ved hver ammesession.
- Virker aldrig mæt efter en amning.
- Falder i søvn under amning efter kort tid.
- Sluger meget luft ved amning/flaske.
- Bliver sur/frustreret på brystet ved amning (dette sker oftest når barnet er omkring 6 uger).
- Uro i kroppen.
- Meget spændt i kroppen og ansigtet.
- Sover altid med åben mund.
Vi står klar til at hjælpe jer. Hvis vi finder stramt tungebånd på ammebesøget, vil vi efterfølgende sende jer vores kompendie om stramt tungebånd, som indeholder vejledninger, anbefalinger og alt viden omkring før klip og tiden efter klip. Der er anbefaling til ØNH læger samt kropsbehandlere.